Forside » Oplevelser » Fyn » Danmarks Jernbanemuseum

Danmarks Jernbanemuseum

Danmarks Jernbanemuseum i Odense

Danmarks Jernbanemuseum er et oplagt udflugtsmål for større og mindre grupper, ligesom det er et spændende sted for hele familien og flere generationer. Museet er placeret i en autentisk jernbanebygning fra 1954 med 21 spor og en stor drejeskive. Museet ligger i centrum af Odense, lige ved Odense Banegård.

Store oplevelser for alle

I remisens 21 spor viser vi en perlerække af ikoniske lokomotiver og vogne. Fra Danmarks ældst bevarede damplokomotiv, H40 fra 1868, til det store dieselelektriske ME-lokomotiv fra 1981. Kig ind i de royale vogne, oplev rejselivet på 1. klasse og se sneploven, skinnebilen og den orange traktor fra “Olsen-banden på sporet”. Se også udstillingerne om H.C. Andersens togrejser og jernbanesikkerhed. På udearealet finder I en stor drejeskive, vandkran og kulgård.

Kom indenfor i mange af museets lokomotiver og vogne. I kan sidde på træsæderne i den to-etagers Klampenborg-vogn, stå i førerhuset på damplokomotivet fra 1954 og træde ind i postsorteringsvognen.

De store lokomotiver fascinerer børn i alle aldre. I må gerne røre, lege og gå på opdagelse i vores mange vogne og lokomotiver. Du kan være lokomotivfører i det store damplokomotiv eller rejse på ferie i en gammel passagervogn. De mindste gæster vil elske Børnebanegården, der er en banegård i børnestørrelse. Her kan de lege lokomotivfører, sælge billetter og lade fantasien få frit spil. Besøg også legeområdet med skinner, tog og klodser i lange baner. Hver dag kører det populære minitog. I må prøve så mange gange, I har lyst. Alle aktiviteter er gratis, når entréen er betalt. Børn under 5 år har gratis adgang.

Se aktuelle aktiviteter på www.jernbanemuseet.dk

Åbningstider

Alle dage kl. 10-16, undtagen den 1. januar, 24.-25. december og 31. december

*Få 25% i rabat på entré

Ved fremvisning af gyldig færgebillet fra Færgen (max. 7. dage gammel), ydes der 25% rabat på entré.

Børn under 5 år har gratis adgang.
I 2018  har børn og unge (5-17 år) gratis adgang i følgende perioder: 02.01-09.02; 19.02-23.03; 03.04-17.05; 22.05-29.06; 13.08-12.10 og 22.10-30.12 (lukket 24.-25. og 31. december samt 1. januar).

Hjemmesiden anvender cookies for at muliggøre billetbestilling, statistik og markedsføring. | Læs mere